Følgende kommentar af bankdirektør Martin Kviesgaard er publiceret i Sermitsiaq fredag den 14. maj 2014:

”Til gavn for Grønland” er efter min vurdering en grundig og redelig rapport, der kan løfte niveauet for den brede diskussion af råstofpotentialet i grønlandsk økonomi. Særligt vigtigt at fremhæve fra rapporten er, at rapportens beregninger gør det klart og tydeligt, at indtægter fra mineprojekter ikke kan stå alene, når målet er en selvbærende økonomi uafhængig af bloktilskuddet. Der er fortsat brug for at styrke andre erhverv – nye såvel som eksisterende.

Det har i mange år været en vigtig pointe for Grønlandsbanken, at et råstofgennembrud kan give et betydeligt bidrag, men ikke alene løser Grønlands økonomiske udfordringer. Overordnet er jeg derfor meget enig med rapporten i, at der skal gennemføres gennemgribende reformer. Det skal der, selv hvis betydelige råstofprojekter bliver til noget. Fx reformer, der øger arbejdsudbuddet og reformer på boligområdet. Det er også afgørende vigtigt, at der sker et markant løft i uddannelsesniveauet, uanset scenariet for fremtiden. Vi har simpelthen brug for flere veluddannede i Grønland til at sikre, at størst mulig værdi af råstofferne bliver i Grønland. Hvis alle de højtuddannede i fremtiden kommer fra andre lande, får vi som land og borgere for lidt ud af det.

Samtidig vil jeg gerne advare imod at læse rapporten som en anbefaling af ét scenarium, som vi som land frit kan vælge til eller fra. Med afsæt i et tilsvarende forbehold over for tolkningen af rapporten er jeg enig med naalakkersuisoq Jens-Erik Kirkegaard, når han sætter spørgsmålstegn ved det realistiske i valget af en flerstrenget strategi på råstofområdet, selvom den er ganske attraktiv på papiret. I rapporten er den anbefalede flerstrengede strategi blandt andet karakteriseret ved, at man igangsætter 5 råstofprojekter over en årrække. Men den måde et eventuelt råstofgennembrud vil kunne forvaltes på er ved at give én udvindingstilladelse ad gangen, ligesom mineprojekterne vil åbne ét projekt ad gangen, alt efter om virksomhederne finder det rentabelt eller ej. Man kan ganske enkelt ikke forudse, hvilke projekter der er mest realistiske, hvor de ligger, hvor store de bliver, eller hvornår de kan gå i gang. Det kan vi som land ikke styre – dér vil vi være overladt til markedskræfterne. Grønlands opgave er i den forbindelse at sikre tilpas attraktive rammevilkår, så det er muligt at gøre de bedste råstof-forekomster kommercielle med et attraktivt afkast til både udenlandske investorer og til samfund og borgere i Grønland.

Det er også helt afgørende, at vi fastholder, at et efterforskningsselskab, der har investeret millioner i efterforskning, også kan få lov til at etablere en mine, hvis det lever op til landets love, miljøkrav, sikkerhedskrav m.m. Hvis vi stopper et projekt, fordi timingen ikke længere passer, eller projektet ikke længere er belejligt, eller vi forsøger at passe det ind i en flerstrenget strategi, så mister Grønland al troværdighed som råstofland. Grønland har sagt A ved at give efterforskningstilladelser, og så må vi forvente, at der kommer et B i form af ansøgninger om udvindingstilladelse, uanset om vi er helt klar som samfund.

Råstofprojekter i stor skala er nyt land for Grønland. Vi står på usikker is på det her område, kunne man næsten fristes til at sige. Som samfund må vi derfor indstille os på en vis grad af usikkerhed og med den risiko, at der næsten uundgåeligt vil blive begået fejl. Det til trods er vi nødt til at udvise politisk handlekraft. Samtidig er der behov for, at vi sikrer, at vi har en kompetent central administration af området. Vi skal have tilstrækkelige administrative kræfter til at sikre en hurtig, forudsigelig sagsbehandling inden for en klar lovgivning, som netop er et væsentligt konkurrenceparameter i denne branche.

Et sidste aspekt, man ikke må glemme, når man diskuterer råstofpotentialet i grønlandsk økonomi, er den indflydelse, som internationale forhold har på området. Rapporten nævner selv faktorer som usikkerhed vedrørende råstofpriserne, risikoen for ændringer i verdens behov for råstoffer og ubekendte faktorer i forbindelsen med udvindingen og transporten.

Lige præcis de internationale forhold kan potentielt komme til at betyde, at det grønlandske råstofeventyr måske er forbi, inden det overhovedet er kommet i gang. Kampen om den globale finansiering af miner er hård. Det er yderst vanskeligt at rejse kapital – selv til gode projekter rundt omkring i verden. Det så vi senest i 2013, hvor nogle af verdens førende råstof-børser i en længere periode ikke kunne rejse så meget som én USD til råstofprojekter. Meget tyder derfor på, at det er yderst vanskeligt at rejse kapital til miner, men også til den vigtige mineralefterforskning, som helst skal fortsætte i Grønland også om 2-4 år.

På blandt andet dette grundlag tillader vi os i Grønlandsbanken at mane til besindighed, når man læser ”Til gavn for Grønland” og måske forledes til at tro, at vi næsten selv kan bestemme omfanget af et råstofeventyr. Vi må tværtimod udtrykke forbehold over for at tro på et snarligt og betydeligt råstofgennembrud i form af opstart af en storskalamine. I hvert fald kræver det, at Grønland er yderst realistisk omkring, hvilke markedsvilkår der er gældende. Markedsforholdene ændrer sig bogstaveligt talt, mens vi skriver rapporterne og diskuterer for og imod. Grønland har gennem en årrække set skiftende råstofforekomster udråbt som det store gennembrud, og vi har også løbende set disse forventninger udskudt til senere eller skrinlagt som ikke-rentable.